Et Aar

Hele Aftenen har jeg gaaet rundt for at skyde en Buk.

Lidt før Solnedgang gik jeg ud. Ved alle Engene har jeg været, og hver eneste Lysning har jeg gennemsøgt; men ingen Steder fandt jeg det, jeg søgte. De fleste er flyet fra Skoven ud paa Markerne.

Nu er det blevet for mørkt til længere at skyde. Kærv, Sigtekorn og Bøsseløb flyder ud i eet. Jeg driver om paa Maa og Faa. —

Et eneste Sted troede jeg, at Lykken havde rakt mig Haanden. Jeg listede uden om et Hjørne af Smaagraner. Foran mig laa en lille, sid Eng, hvor Græsset groede tæt. Over Blomsterne flimrede Guldsmedene, og Fluesnappere slog hvert Øjeblik ned fra Grenene og hang stille i Luften paa flattrende Vinger for at kaste sig over de lysende Fluer, som ustandseligt skød ud og ind imellem hinanden. Jeg trykkede mig op mod en Bøgestamme og saa udover.

Paa en Grøftekant stod en Seksender med hele Bredsiden til og nappede roligt Tot efter Tot i sig. Sollyset, som faldt skraat ind paa ham, tændte Ild i hans rustrøde Pels. Nu og da rejste han Hovedet i Vejret og saa sig omkring; men Vinden var lige ind imod mig, og fra den anden Side bares kun Lugten af Skovbundens Mylder ham i Møde. Grøften var hvid af Vandranunkler, og nedover mig dryssede Knopskællene fra alle de nyløvede Grene.

I det Øjeblik han igen bøjede Hovedet ned mod Jorden og gik et Par Skridt frem for at faa fat i en rigtig saftig Tot, havde jeg Bøssen mod Kinden, Sigtekornets blanke Knop skjulte allerede hele Bladet, og min Finger krummede sig om Aftrækkeren, men saa .....

Der knækkede nogle Grene lige ved Siden af mig, Løvet raslede, og jeg maatte se mig om. Holdet mistede jeg. En lille Spidsbuk kom listende frem. Ogsaa den anden lod Græs være Græs og saa lige mod den kommende. Han stod i sin fulde Rejsning med Hovedet højt hævet og Klovene fast i Jorden. Jeg kunde høre ham snøfte af Arrigskab.