Author: | Herman Bang | ISBN: | 1230002265193 |
Publisher: | Consumer Oriented Ebooks Publisher | Publication: | April 11, 2018 |
Imprint: | Language: | English |
Author: | Herman Bang |
ISBN: | 1230002265193 |
Publisher: | Consumer Oriented Ebooks Publisher |
Publication: | April 11, 2018 |
Imprint: | |
Language: | English |
Nej—er det dig—at man skulde træffe dig her….
-Nej—men—du gode—det er Kristian—
-Ja—i egen høje Person—nej, at man skulde træffe dig—
-Men saa kom dog og sæt dig, Mand—saa nær jeg ikke havde kjendt dig….
-Det tror jeg, naar man føjter saadan om som du—saa har man let til at glemme sine gamle Venner.
-Nej, min gamle Ven—tvertimod, saa husker man dem just.
-Naa—et Paradox—saa kjender jeg dig igjen—du gamle—nej—at man virkelig skulde møde dig en Gang….
—Men saa sæt dig dog dér i Lænestolen, at jeg kan se paa dig: Jo, du er helt den gamle—paa Skjægget nær—det er blevet tykkere—husker du den Gang—du plejede de spirende Dun med Løgsaft—
-Aa ja—
-Og saa er Du blevet svær—
-Og du er stadig lige tynd—og du gaar stadig med for smaa Støvler.
-Det er blevet en Vane. Jeg tror ikke mere, jeg kunde undvære det.—
Vi satte os. Ja—han var helt den gamle: de samme Øjne, blaa og troskyldige, den samme Latter, saa klar og trohjertet.
Jeg sad nogle Øjeblikke og saa paa ham. Saa sagde han:
-Vi sidder og ser paa hinanden og hver tænker om den anden: Hvor han har forandret sig—i de otte Aar.
-Otte Aar—er det otte Aar—
-Ja, det er otte Aar.
Var det virkelig saa længe siden, vi havde set hinanden. I det Øjeblik syntes jeg, det var som igaar, vi havde siddet ved Studentersoldene sammen, sovet Side om Side paa Forelæsningerne, og pantsat Frakker for hinanden, naar det kneb og gaaet med hinandens Støvler—
Og det var otte Aar siden.
Vi talte om de gamle Dage. Om de gamle Pudsigheder, om Soldene, om vore første Theaterforestillinger. Hvor Hjerterne dog havde haft let ved at banke i den Tid—
De gamle Navne dukkede op.
-Husker du ham—og husker du ham?
-Aa jo—hvad er der blevet af ham?
-Han er juridisk Fuldmægtig—paa Vestkysten—blevet tyk og fed—
-Han var den kjønneste af os—
-Det ser man ikke længer—
-Og Ramsay—den blonde—husker du, hvor er han? Husker du ham—Huen paa Sned over Lokkerne, Stokken i Lommen—et Blik paa Skraa til hver Dame paa Strøget—Naa, der var ikke Plads til ham paa Fortovet saa stolt gik han og erobrede en Verden ved hvert Skridt….
Nej—er det dig—at man skulde træffe dig her….
-Nej—men—du gode—det er Kristian—
-Ja—i egen høje Person—nej, at man skulde træffe dig—
-Men saa kom dog og sæt dig, Mand—saa nær jeg ikke havde kjendt dig….
-Det tror jeg, naar man føjter saadan om som du—saa har man let til at glemme sine gamle Venner.
-Nej, min gamle Ven—tvertimod, saa husker man dem just.
-Naa—et Paradox—saa kjender jeg dig igjen—du gamle—nej—at man virkelig skulde møde dig en Gang….
—Men saa sæt dig dog dér i Lænestolen, at jeg kan se paa dig: Jo, du er helt den gamle—paa Skjægget nær—det er blevet tykkere—husker du den Gang—du plejede de spirende Dun med Løgsaft—
-Aa ja—
-Og saa er Du blevet svær—
-Og du er stadig lige tynd—og du gaar stadig med for smaa Støvler.
-Det er blevet en Vane. Jeg tror ikke mere, jeg kunde undvære det.—
Vi satte os. Ja—han var helt den gamle: de samme Øjne, blaa og troskyldige, den samme Latter, saa klar og trohjertet.
Jeg sad nogle Øjeblikke og saa paa ham. Saa sagde han:
-Vi sidder og ser paa hinanden og hver tænker om den anden: Hvor han har forandret sig—i de otte Aar.
-Otte Aar—er det otte Aar—
-Ja, det er otte Aar.
Var det virkelig saa længe siden, vi havde set hinanden. I det Øjeblik syntes jeg, det var som igaar, vi havde siddet ved Studentersoldene sammen, sovet Side om Side paa Forelæsningerne, og pantsat Frakker for hinanden, naar det kneb og gaaet med hinandens Støvler—
Og det var otte Aar siden.
Vi talte om de gamle Dage. Om de gamle Pudsigheder, om Soldene, om vore første Theaterforestillinger. Hvor Hjerterne dog havde haft let ved at banke i den Tid—
De gamle Navne dukkede op.
-Husker du ham—og husker du ham?
-Aa jo—hvad er der blevet af ham?
-Han er juridisk Fuldmægtig—paa Vestkysten—blevet tyk og fed—
-Han var den kjønneste af os—
-Det ser man ikke længer—
-Og Ramsay—den blonde—husker du, hvor er han? Husker du ham—Huen paa Sned over Lokkerne, Stokken i Lommen—et Blik paa Skraa til hver Dame paa Strøget—Naa, der var ikke Plads til ham paa Fortovet saa stolt gik han og erobrede en Verden ved hvert Skridt….