Tine

Ufredstid og fremmed Magt haergede snart den lyse Plet, hvor der var blodt og lunt for dig, der skulde leve i Glaede og Sol. Som Fjenderne til vort gamle Bo, kom snart ogsaa Ulykkerne til os.

Og nu, hvor du laengst er dod, saetter jeg dit Navn over denne Bog om
Nederlagstid og vort tabte Hjem.

Denne Fortaelling er naeret ved Minderne om mit forste Hjem.

Indtil for faa Aar siden troede jeg at eje kun tre klare og uforgaengelige Erindringer fra denne min forste Tid. Det var tre Billeder og min Moder var Midtpunktet i dem alle.

Jeg ser Moder i den store Dagligstue i Adserballig sidde sortklaedt ved det midterste Vindu, stum og ubevaegelig og ganske bleg, med de hvide Haender i sit Skod. Hun talte ikke og graed ikke. Men vore Haender—vi Born var vel angst over denne uvante Sorg og trak i hende og spurgte—strog hun bort, som smertede det hende, at de berorte blot hendes Kjole.

Det Billed-Minde var min Barndoms forste. Jeg tror, det andet maa skrive sig fra omtrent et Aar senere. Med min Moder gik vi—min Soster og jeg—ilsomt, saa jeg knap kunde folge, hen ad en Vej og over en Mark. Vi kom til en gron Banke og vi gik derop. Vi saa Kirken hjemme og andre Kirker og mange Huse, som jeg endnu ser ligge mellem Gront. Og Moder tog mig op, og hun pegede paa Sted efter Sted over Landet, til hun taug igen og kun graed og graed. Mig satte hun ned paa Graesset, mens hun blev ved at stirre ud over det gronne Land—siden syntes jeg som Barn, at vi den Dag havde kunnet se over den hele O—: Mo'er, Mo'er, blev jeg ved, hvorfor graeder du?

-Fordi vi skal rejse, svarede hun.

Naeste Dag rejste vi bort fra vort Hjem.

Det sidste Minde staar i noje Sammenhaeng med dette. Vi var i Horsens, hvor jeg Dreng syntes, som var vi blevet fattige Stakler, fordi Byvaerelserne var saa meget mindre og aldrig nogen kom og besogte os.

Det var Aften eller Nat og det stormede. Moder krob rystende sammen ved Bro'r Aages Vugge—og hun maa vaere sprungen hastig ud af sin Seng, for jeg ser hende i Natkjole med det lange Haar—med sine alsiske Piger rundt om sig og os, der skreg.

Og Pigerne skaelvede, saa de knap kunde holde os i Armene, og alle Dore stod aabne og klaprede og et Vindu—skont vi naesten intet havde paa.

Paa Gaden var der trampende Trin af mange, hastige Fodder og Signaler af angstfulde Horn.

-Hvad er der—hvad er der dog, Mo'er? skreg vi.

-Det er de Danske, som flygter, sagde Mo'er med sin frysende Stemme, og vi graed hojt op, mens de alsiske Piger jamrede som to Hunde, og vi horte bestandig, bestandig Folk, der lob paa Gaden, og Tropperne, der ilte, og Hornene fjern og Hornene naer—gennem Stormen.

… Jeg tror, at dette ene Billede af Flugt og Hast og Skaendsel har vaeret nok til at gennemtraenge hele mit Liv. Jeg foler endnu dets Minutters Angst i min Pen, naar jeg skal skildre Sammenstyrtning, Tilintetgorelse, Dod, Ruin. Allerede i min allerforste Produktion har Indtrykket vaeret staerkt nok til at skabe en Skildring, som "staar". Og siden har samme Indtryk forklaedt sig Gang efter Gang i Billeder af Ruin—indtil den Dag, hvor det helt tog Magten og helt vilde udformes i denne Bog.